Menu

Hvilken hund skal jeg vælge?

Hund med store venlige øjne - det bedste familievalg
Valg af hund

For de fleste mennesker kommer der en tid hvor der skal en hund ind i families hjem. Den beslutning er ikke noget man skal let på. Det kan nemlig blive forskellen på komplet lykke og ren terror. Vi har her opdelt de skridt man skal gå igennem før man køber en hund, om man er enlig eller om beslutningen tages i en stor familie.

 

Energi niveau og temperament skal passe familien

Det første og altafgørende er at tænke over ens hverdag og hvor fleksibel man er til at ændre på dagligdagens gang. Hvor meget tid har du til at kunne gå ture og lege med hunden? Skal det være en race som skal med dig ud i marken hver dag og løbe frit, eller passe hverdagen bedre til at du kan komme på arbejde og den kan være alene hjemme og sove det meste af dagen? Sidder du i en lejlighed eller i et hus med have?

Hvis du har børn, vil du gerne have en race som er kendt for at være gode mod børn og har et godt og socialt humør. Hvis du skal bruge det som vagthund, så er præferencerne for en hund meget anderledes.

 

Størrelse og farve på hunden er vigtigere end du tror

Det kan godt virke som et ubetydeligt spørgsmål, hvilken størrelse hunden skal have. Der er dog flere forskellige ting man skal tænke over. Det koster en del mere at fodre en St. Bernard end det gør med en Chihuahua. Det samme med lægeregningerne, medicin, klipning, m.m. Tommelfingerreglen er at jo større hunden er, jo større bliver den månedlige omkostning.

Hvis økonomien ikke skal diktere racen, så kan det være at der er andre ting du måske skal overveje. Når du er på tur og hunden trækker, kan du så stå imod dens vægt? Eller hvis den løber ud mod gaden, vil dine børn som lufter den holde den tilbage? Det er ikke alle folk som er glade for hunde og jo større en hund, jo større kan du se frygten er.

Skal man vælge en sort Labrador som kan forveksles med en Rottweiler af andre eller skulle man vælge en gul en af slagsen i stedet for, som kan virke mindre skræmmende? Går du meget i sort tøj, så hver dag du står op skal du bruge 5 min. på at fjerne gule hundehår, før du tager på arbejde?

Flere af disse spørgsmål kan lyde som ligegyldige spørgsmål, men det er noget som kommer til at præge din hverdag. Så tænk over disse spørgsmål og find ud af hvor kompromiserne skal komme fra. Vælg ikke kun en hund ud fra hvad du synes passer bedst udseendemæssig til dig, men hvilken hverdag du har.

 

Skal det være en tæve eller hanhund?

Næste overvejelse er hvilket køn hunden eller hvalpen skal have. De fleste hundeejere har deres egne præferencer, uden dog helt at vide hvorfor.

"Tæver er generelt mere opmærksomhedssyge, men de er lettere at træne og udvikler ofte et stærkere bånd til deres ejere."

Hanhunde er mere konsekvent i deres temperament, men kan være lidt svære at træne da de har en mere uafhængig natur. De er ofte også mere aggressive og kan være svære at kontrollere iblandt andre hanhunde, hvis man ikke har taget hånd om det fra hvalpestadiet.

 

Udvælgelsesprocessen 

Efter du har besvaret disse spørgsmål, eller i hvert tilfælde tænkt over dem, så kan du starte med at kigge i de forskellige bøger eller artikler omkring hunderacer. Skriv ned mindst 5 racer som passer til dine behov. Husk at diskutere det med familien, hvor det er hundens behov som sættes i højsædet, sammen med familiens samlet behov. Begynd så med at undersøge markedet for sælgere.

 

* Tip! Spørg din lokale hundelæge om de har hørt om de steder du finder interessante eller om de har et andet forslag.

  

Køb og salg af hunde og hundehvalpe

Der er flere valgmuligheder for at kunne købe en hund. Det kan både være hundeavlere, private og internathunde som uddybes nedenunder. De fleste som er på udkig efter en hund starter på nettet med at søge. Det kan være alt fra Den Blå Avis til en top professionel hundeavler. Det er dog vigtigt at undersøge for snyd og ulovligheder:

 

  1. Lav en grundig Google søgning på sælger og kig efter anmeldelser.
  2. Snak kort med sælger før du kører derud og brug mavefornemmelsen til at sortere nogle fra. Hvis man først ser hunden, køber man selvom der er sygdom eller andet galt med den.
  3. Sørg for at du ser hvalpen på deres adresse, så du kan se søskendeflokken, moren og det miljø den er vokset op i.
  4. Check både om hvalpen og dens forældres er registreret i Dansk Hunderegister – lovpligtigt inden hvalpen er 8 uger.
  5. Pas på illegale importerede hunde – importerede hunde skal have et EU pas som passer med oplysningerne på identifikations-chip og nummer.
  6. Det er ikke lovpligtigt at have en købsaftale på handlen, men der gælder alm. købelov.
  7. Det er ulovligt at sælge en hund før den er 8 uger – tegn på ulovligheder hvis de sælges før.
  8. Spørg til hvem der har sundhedsundersøgt og vaccineret hvalpen. Der er lovkrav om at det skal ske ved en autoriseret dyrlæge.

 

* Tip! Hvis du selv kan vælge hvalpen i hundekuldet, så kig på hvordan den interagerer med sine brødre og søskende. Vælg ikke den mindste eller den som er for dominerende. Se efter den som er selvstændig, leger selv og ikke er bange for at komme hen og hilse på dig.

 

Vil en internathund være en mulighed?

Heldigvis er der flere og flere som køber en internathund. Det skræmmebillede som de fleste har omkring internathunde, er nemlig ikke helt korrekt. Flere hunde har været ude for misrøgt og aldrig bliver en god familiehund, dog er der også mange af hundene som kommer fra gode og trygge hjem, hvor nyt job, alder eller andet har gjort familien ude af stand til at tage vare på hundene. Disse omplaceringshunde mangler derfor en ny ejer.

Vi her på hundeunivers.dk opfordrer altid til at lede i internaterne for en hund. Man gør ikke kun en tjeneste for hunden, men for en selv også. Man kan jo være heldig at få en hund som allerede er opdraget og bare gerne vil elskes.

 

Test dig til din hunderace: 

Stadig i tvivl om hvilken race, eller søger du accept på det er det rigtige valg for dig og din familie? Tag disse tests og se om udfaldet er det samme som du kom frem til.

http://dogtime.com/quiz/dog-breed-selector

https://www.dr.dk/nyheder/penge/kontant/test-er-du-klar-til-koebe-hund

 

Ny artikel nedenfor